I interviewene beder vi tilhørerne om at angive, hvilken forkyndelse der har gjort indtryk på dem. Det er interessant at lægge mærke til, at tilhørerene som regel hæfter sig ved en forkyndelse, der ligger langt tilbage i tiden, som regel et andet sted end i den aktuelle kirke og af og til i et andet kirkesamfund. Her nævner tilhørerne typisk enkelte billeder, sætninger eller eksempler, som har gjort indtryk.

De vigtigste pointer fra denne del af undersøgelsen er som følger.

Kvinder, ældre og folkekirkegængere får mest ud af forkyndelsen

Det viser sig, at generelt får kvinder mere ud af forkyndelsen end mænd. Dette kan skyldes, at forkyndelsen ikke appellerer lige så meget til det mandlige univers som til det kvindelige. Det kan også skyldes, at kvinder generelt har flere sproglige kompetencer end mænd. I begge tilfælde bør kirker, menigheder og missionshuse overveje, om der kan gøres mere for, at mændenes udbytte af forkyndelsen kan højnes.

Det viser sig også, at de yngste tilhørere får mindre ud af forkyndelsen end de ældre. Det er en udfordring for såvel de unge tilhørere som forkynderne. Naturligvis har de unge – som alle andre tilhørere – selv et ansvar for, hvor meget de får ud af forkyndelsen; men her finder vi det mest relevant at opmuntre alle forkyndere til at arbejde med form og indhold, så deres forkyndelse i størst mulig grad også appellerer til de yngste tilhørere.

Endelig viser det sig, at udbyttet af forkyndelsen i Folkekirken generelt er større end i valg- og frimenigheder samt missionshuse. Om det skyldes forkyndernes uddannelsesniveau, prædikenernes længde, tilhørernes motivation, anderledes forventninger eller åndelige forhold er det ikke muligt at udtale sig om ud fra undersøgelsen. Men dette delresultat sammen med flere andre i denne undersøgelse vidner om, at missionshusets forkyndelse generelt er under større pres end Folkekirkens og dernæst fri- og valgmenighedernes.

Både forkynder og tilhørere har ansvar for såvel stort som lille udbytte

Det er tilhørernes vurdering, at såvel forkynderen som tilhørerne har ansvar for, om formidlingen lykkes. Tilhørerne lægger ikke hele ansvaret på forkynderen, men påtager sig også selv et ansvar fx for at være åben for forkyndelsen og at være oplagt til at lytte. Dette forhold vidner om en gruppe tilhørere, som er deres ansvar bevidst, og samtidig giver de gode ideer til forkynderne om, hvad de kan gøre bedre.

Generelt har autoritetstabet, som har præget det danske samfund siden ca. 1970, også haft betydning for samspillet mellem forkynder og tilhørere. Hos den generation, som voksede op før det tidspunkt, var der generelt en stor autoritetstro i forhold til forkyndere. Nogle opfattede det næsten som syndigt at kritisere missionæren, prædikanten eller præsten. I dag er der langt tydeligere og veludtalte forventninger til forkynderen – og kritik af ham/hende, hvis forventningerne ikke indfries.

Tilhørerne nævner noget så konkret som stemmeføringen som en af de vigtigste ting. Monoton stemmeføring nævnes som den væsentligste årsag til, at udbyttet af forkyndelsen bliver lille. Altså en sag, som forkyndere faktisk kan arbejde med og gøre noget ved.

Lidt mere diffust bliver det, når tilhørerne efterspørger engagerede, levende, troværdige forkyndere. Det er vigtigt at pointere, at en forkynder kan være sådan på flere forskellige måder. Det har formodentlig ikke noget at gøre med, at forkynderen optræder som en sprællemand på talerstolen eller prædikestolen. Men det siger noget om, at forkynderens kvaliteter kommer indefra. Engagement og troværdighed kan nemlig ikke tillæres som noget rent ydre.

Undersøgelsen giver desuden baggrund for at fremhæve betydningen af, at tilhørerne arbejder på at være åbne og oplagte, når de lytter. Det handler om noget så elementært som at være veludhvilet og om noget så diffust som at være velvillig og åben – altså nogle personlige og indre forhold.

Udbyttet af forkyndelsen er nemlig ikke udelukkende en sag for forkynderne. Tilhørernes ansvar drejer sig – ud over det med at være udhvilet – om så forskellige ting som:

– generel velvillighed
– møde op med passende forventninger, hverken for store eller for små
– vilje til at gå i dialog med forkynderne
– evne og visdom til at supplere forkynderen, fx i en mere fri afdeling af samværet
– syn for, at det er værdifuldt at være i et fællesskab om forkyndelsen, hvor det eneste parameter ikke er, hvad jeg fik ud af det.

Du kan læse mere om udbyttet af forkyndelsen i rapportens kapitel 7. Download rapporten her.