Her følger de væsentligste iagttagelser når det kommer til forkyndernes valg af form og tilrettelæggelse af forkyndelsen.

Billeder, eksempler, egne erfaringer og begivenheder er vigtige

Vi kan samlet konkludere, at det har overordentlig stor betydning for tilhørerne, at forkynderen benytter billeder og eksempler samt egne erfaringer og oplevelser i forkyndelsen, mens det har lidt mindre betydning at inddrage lokale, nationale og internationale begivenheder.

Der ser ud til at være et behov for at motivere og inspirere forkyndere til at bruge egne erfaringer og oplevelser i forkyndelsen, forudsat det ikke sker for at bringe forkynderen selv i centrum (og det er en fare!) Det personlige vidnesbyrd skal altid være tjener for det budskab, som skal formidles.

Bibelfortællingen bør oprustes

I forhold til den betydning, tilhørerne tillægger bibelfortællingen i forkyndelsen, står det sløjt til med forkyndernes praksis, idet blot 43 % gør det i høj eller meget høj grad. Så det ser ud til, at der er en opgave i at motivere, inspirere og give praktisk hjælp til forkynderne på dette felt!

At genfortælle Bibelens beretninger på en levende og relevant måde er ikke noget, man bare kan, fordi man er kommet i bibelstærke sammenhænge hele sit liv. Det er en formidlingsform, som man kan have større eller mindre naturtalent for; men som man i alle tilfælde kan blive bedre til gennem vejledning, undervisning og træning.

Dialogens betydning

Skønt denne undersøgelse har fokus på den monologiske forkyndelse, efterlyser mange af tilhørerne, at det monologiske kombineres med det dialogiske. Flere af forkynderne kunne også ønske sig flittigere dialog før og efter, at talen er holdt. Det gælder især i de tilfælde, hvor forkynderen ”kommer på besøg”. Tilhørere og forkyndere har derfor i fællesskab et ansvar for at lægge op til dialog – formelt eller uformelt.

Samtidig skal der også skabes plads for de – relativt få – tilhørere, som føler sig ubekvemme ved at deltage i dialoger før, under og efter talen. De skal ikke tvinges ind i samtaler, de ikke ønsker at være med i. Hensynet til dem kan fx varetages ved, at de gives mulighed for personlig refleksion, samtidig med at andre taler sammen.

Det er også vigtigt at udvikle en form for dialogisk monolog. Det kan indebære, at forkynderen skiftevis – så at sige – stiller sig på Guds side og tiltaler tilhørerne og stiller sig på tilhørernes side i en fælles henvendelse til Gud i form af glæde, lovprisning, protest eller bøn.

Endelig kan det nævnes, at en øget interaktion også kan ske på mange andre måder end ved den klassiske dialog. ”Responsblokke”, hvor tilhørerne får mulighed for at reagere på forkyndelsen, fx ved at udføre en aktiv handling som at skrive noget ned, søge forskellige former for forbøn eller på anden vis respondere på forkyndelsen, vil give tilhørerne mulighed for at gå i dialog med budskabet.

Forkyndere bør frekventere forkyndelse på internettet

Konkurrencen fra internettet ser ikke ud til at være voldsom stor p.t., men noget tyder på, at den vil øges i de kommende år. Af samme grund bør danske forkyndere, for hvem det ikke er en sproglig barriere, også frekventere de steder på internettet, som er mest søgt af unge fra miljøerne. – Ikke fordi danske forkyndere skal kopiere amerikanske eller tyske, men fordi det giver en større forståelse for, hvad især de yngste tilhørere også ser og lytter til.

Læs  mere om dette emne i rapportens kapitel otte. Download hele projektrapporten her.