Det er en bærende intention i Projekt God Forkyndelse, at vi vil undersøge både indhold og form. Begrundelsen for dette er, at forkyndelsens indhold og form – skønt det er vigtigt at skelne imellem dem – hænger uløseligt sammen. Hvis der sker ændringer i indholdet i forkyndelsen, vil det få følger for formen, og modsat. Et hvilket som helst indhold kan fx ikke presses ned i en hvilken som helst form, og en ændret form – fx for disposition og stemmeføring – får også betydning for, hvilket indhold tilhørerne får med sig. Man får derfor kun et dækkende billede af forkyndelsen – her: i de baglande, som de 11 organisationer repræsenterer – dersom man spørger til såvel indhold som form.

En anden grund til at undersøge begge dele er, at hvis der viser sig mangler eller skævheder i forkyndelsen, kommer man ikke langt i problemløsningen, hvis man kun ser på formen. Vi ønsker altså ikke at forudsætte, at indholdet er i orden, og at vi kun skal arbejde med formen. Vi ønsker at stille centrale indholdsmæssige spørgsmål, som kan være med til at undersøge, om indholdet i den forkyndelse, der finder sted i de miljøer, som undersøgelsen samler sig om, svarer til den definition, vi har sat op for god forkyndelse. Og hvis ikke, da at motivere til, at der foretages ændringer. Men altså samtidigt med, at vi undersøger, om formen er ideel, adækvat og nutidig.

Herunder kan du læse nogle af de vigtigste konklusioner, vi har draget på baggrund af de data, vi har fået ind om indholdet i forkyndelsen.

Forkyndelsen for de ikke-kirkelige – stor forskel på vurderingen

79 % af forkynderne enige eller meget enige i, at det også er muligt for ikke-kirkelige tilhørere at forstå forkyndelsen, mens kun 40 % af tilhørerne er enige eller meget enige heri.

Det interessante i denne forbindelse er egentlig ikke, om tilhørerne eller forkynderne har ret, men at der er så stor forskel på deres vurdering. Det overraskende er heller ikke, at forkynderne vurderer, at deres forkyndelse er let forståelig for ikke-kirkelige (kun ganske få vil vel vedgå, at det, de siger, ikke er til at forstå for en bestemt gruppe mennesker), men at tilhørerne ikke deler denne vurdering.

Tallene siger naturligvis ikke noget om, hvorvidt tilhørerne accepterer, at det ikke i særlig høj grad er muligt for ikke-kirkelige at forstå forkyndelsen, eller om de begræder det. Men i alle tilfælde må det være et stort problem for missionsorganisationer og ”missionske præster”, hvis det er sandt, at den forkyndelse, der finder sted i de pågældende miljøer, kun i meget lav grad er til at forstå for ikke-kirkelige tilhørere. For alt andet lige vil motivationen for at invitere ikke-kirkelige med til forkyndende samvær være lav, når de kirkelige tilhørere vurderer, at forkyndelsen ikke er til at forstå for de ikke-kirkelige.

Det viser sig imidlertid, at forkyndelsen i Folkekirken er lettere at forstå for ikke-kirkelige, end den er i missionshusene, hvilket bør være tankevækkende for missionsforeningerne.

Forskel på ældre og yngre tilhørere

Vi ser i flere af ovenstående afsnit, at de ældste tilhørere er ”mildere” i deres bedømmelse af forkyndelsen end de yngre. Dette er formodentlig et fænomen, som er forholdsvis ordinært, og måske især i kristne kredse: De yngste er lidt mere ”kantede”, de ældre er lidt mere ”runde”. De tilhørere, som i mange år har lyttet til forkyndelsen, vil nok også have tendens til at høre ting med ind i forkyndelsen, emner eller bibelske dimensioner, som ikke siges eksplicit af forkynderen, men som den erfarne hører ”mellem linjerne”. Unge har derimod behov for en mere direkte og tydelig forkyndelse. Ting er ikke sagt, hvis de ikke er blevet konkrete, praktiske, livsnære og direkte.

Disse to måder at lytte på rummer både styrke og svaghed. Styrke, fordi en atmosfære af velvillighed er god for både tilhørerne og forkynderen. Men også svaghed, fordi ældre tilhørere i mange år kan lytte til en mangelfuld forkyndelse og tro, at det hele er med, men langsomt får blinde vinkler, hvori værdifuldt stof udebliver.

Evighed, mission og efterfølgelse står svagt

Noget tyder også på, at evighedsdimensionen, som kan siges at være et ”varemærke” for de kirkelige sammenhænge, som undersøges her, ikke fylder så meget i forkyndelsen, som man skulle forvente – og som den bør?! Det er i hvert fald et afgørende forhold at være opmærksom på, hvordan vi som organisationer, tilhørere og forkyndere finder den rette vægtning, så både ”tiden” og ”evigheden” får den rette tyngde i forkyndelsen. Det vil være en stor åndelig ulykke, dersom den ene af de to dimensioner forsvinder fra forkyndelsen.

Det er også tankevækkende, at i en gruppe af organisationer, der knytter sig så nært til ordet mission, at de jævnligt – både internt og eksternt – kaldes ”missionske”, har mission så lav en plads i forkyndelsen. Noget tilsvarende gælder forkyndelsen til discipelskab og efterfølgelse, som også ligger noget lavere end fx bibeltroskab og forkyndelsen om Guds kærlighed.

Man kan naturligvis forestille sig, at der er masser af praktisk mission og efterfølgelse i de 11 organisationer, selv om det ikke er tematiseret i forkyndelsen. Der er formodentlig ikke en ligefrem proportionalitet mellem, hvor hyppigt og intenst et tema tages op i forkyndelsen, og så, hvor meget det forefindes i praksis. Men alligevel. Normalt vil der være en sammenhæng mellem, hvor meget det tales om et tema, og hvor meget det praktiseres. Ikke mindst i en homiletisk kontekst, hvor det hører til børnelærdommen, at som der prædikes, leves der; og som der ikke prædikes, leves der ikke.

Man kan også forestille sig, at der rent faktisk er en missions- og efterfølgelsespraksis blandt forkyndere og tilhørere, men at den ”blot” ikke inddrages i forkyndelsen, som er erfaringsbaseret i for svag grad. Der bruges muligvis for få eksempler fra forkynderens eget liv eller fra mennesker, han/hun har talt med, der drejer sig om at leve i mission og efterfølgelse. Måske burde man i forkyndelsen i højere grad netop lade praktikere få ordet.

Spørgsmålet om mission og efterfølgelse i forkyndelsen bør ses i sammenhæng med spørgsmålet, om forkyndelsen er til at forstå for ikke-kirkelige tilhørere, hvor især tilhørerne vurderer, at det står sløjt til. Et faktum, som kan korrespondere med den lave prioritet af missions- og efterfølgelsestemaet. Altså: Når der ikke forkyndes meget om mission, er det heller ikke relevant at gøre særlig meget for, at forkyndelsen er forståelig for dem, der ikke plejer at komme i huset – og vice versa.

Der er desuden en spænding imellem forkyndelsen af evighedsperspektivet og af efterfølgelsen. Man skulle måske tro, at de udelukker hinanden. Det er nok snarere tværtimod. Når evighedsperspektivet står klart, men Gud fortsat giver os dage på denne jord, så bliver det dybt meningsfuldt at følge i Jesu spor i hverdagsliv, diakoni og mission.

Forkyndelse af dom og omvendelse er under forandring

Den relativt lave plads, som ”Guds dom over synden” har, kan hænge sammen med den ”kirkeliggørelse” af de missionske miljøer, som har fundet sted de seneste årtier, for omvendelsestemaet har nok altid stået svagere i kirken end i missionshuset. Fremkomsten af en del fri- og valgmenigheder er udtryk for dette, ligesom en del missionsfolk (fra LM og ELM), som ikke tidligere var flittige kirkegængere, nu er blevet det, især hos de mange præster fra MF og DBI, som er i en del sognemenigheder.

Desuden er omvendelsesforkyndelsen også aftagende i missionshusene. Det forudsættes formodentlig langt på vej, at de, der kommer i missionshusene, er omvendt. Og de ikke-kirkelige, som endnu ikke er kommet til tro, ser ikke ud til at være der.

Spørgsmålet om omvendelsesforkyndelse hænger også sammen med, hvilke prædikengenrer vi taler om, fx vil omvendelse ikke være så oplagt et tema i en undervisende forkyndelse.

Også her betyder det meget, hvad tilhørere og forkyndere lægger i ”omvendelse” og ”omvendelsesforkyndelse”. Disse ord vil nok for mange respondenter være ladet med stærke konnotationer i retning af den form for omvendelsesforkyndelse, som tidligere prægede nogle missionske miljøer. Når vi her vil fremhæve behovet for at forkynde dette tema, er det ikke tidligere tiders form, vi efterlyser, men selve sagen.

Vi finder omvendelsesbegrebets indhold umisteligt, men ser et stort behov for at forny dets form og et sprog derom. I forkyndelsen kan der fx lægges vægt på at indbyde til tro – og dermed til en personlig afgørelse – ligesom omvendelse også er yderst relevant i forhold til fortvivlelsens problem, hvilket ikke udelukker dens relevans i forhold til fortabelsens problem. Det kan også dreje sig om, at forkynderen i højere grad påviser syndens destruktive karakter. Dette er både muligt og vigtigt fx i forhold til det første bud. Endelig er det uhyre vigtigt, at forkynderen tager sig selv med og stiller sig på tilhørernes side, når Guds ord fremholder omvendelsens nødvendighed og frihed.

Forkyndelsen af Helligånden står svagt

Temaer med relation til Helligånden og hans virke er meget lavt rangeret blandt både tilhørere og forkyndere. Selve det forhold, at udsagnet (Den forkyndelse, jeg lytter til, appellerer ofte til, at tilhørerne åbner sig for Helligåndens kraft) viste sig at blive opfattet tendentiøst, siger nok noget om en berøringsangst over for eller ukendthed med Helligåndstemaet.

Man bør rejse spørgsmålet om, hvad dette skyldes, og vurdere, hvad der bør gøres ved det. Hvis spørgsmålet var blevet formuleret bredere, så det mere havde gået på fx at fremholde temaerne fra tredje trosartikel – herunder ”syndernes forladelse” og ”det evige liv”, som er medtaget ovenfor – ville procenterne i grupperne ”enig eller meget enig” og ”hverken/eller” nok være blevet højere. Men det er meget alvorligt, hvis tredje trosartikels evangelium om Helligånden er så ”underforkyndt”, som antydet ovenfor. Man kan spørge, om såvel forkyndere som tilhørere mangler sprog for de temaer, der knytter sig hertil, altså om disse temaer både er ureflekterede og uartikulerede.

Når mission, efterfølgelse og tjeneste står så relativt svagt, har det nok også sammenhæng med, at forkyndelsen af Helligånden og hans gerning står svagt. Mission, efterfølgelse og tjeneste ses muligvis af mange respondenter slet ikke som hørende til tredje trosartikel, hvilket det jo vitterligt gør. Det drejer sig om den treenige Guds nærvær i menighedens fællesskab, opgaver og enkelte medlemmer både i deres kirkelige og verdslige virke.

Vi ser en stor og vigtig opgave i, at forkyndelsen fornyer vores opmærksomhed på, vores bevidsthed om og vores sprog for den dimension i menneskelivet og kristenlivet, som har med Helligånden og hans virke at gøre. Han er jo ikke en specialitet for særlig interesserede eller et tema, vi også lige skal huske. Han har med det hele at gøre, fra troens skabelse, over dens bevarelse, udrustning og frugt, til dens fuldendelse i evigheden.

Organisationerne bag denne undersøgelse samt de mange forkyndere og tilhørere knyttet til disse bør tage denne vigtige udfordring op.

Du kan læse mere uddybende om indholdet i forkyndelsen i rapportens kapitel fem. Download hele projektrapporten her.