Vi bruger meget tid på forkyndelsen, men hvor meget betyder den egentligt i forhold til andre åndelige kilder?

To vigtige pointer.

Forkyndelsen betyder meget

Selvom der skal tages højde for forbehold, er det alligevel i projektets optik opmuntrende, at forkyndelsen har så stor betydning for de fleste respondenter. Forkyndelsen af Guds ord har (fortsat) en stor plads i det bagland, som de 11 organisationer repræsenterer. Det er et stærkt udgangspunkt, når projektets mål er at fremme mere god forkyndelse.

Bøn og bibellæsning står for svagt

Bøn og bibellæsning har fortsat nogen – men ikke stor – betydning for respondenterne. Vi synes, de relativt lave procenter giver anledning til at rejse nogle spørgsmål: Når kun en tredjedel anfører bøn og bibellæsning som væsentlige åndelige kilder, skyldes det så, at svarerne har svært ved at koncentrere sig om bøn og bibellæsning, men man lettere kommer af sted til gudstjeneste eller møde? Skyldes det et stresset livsmønster, for få tilgængelige hjælpemidler eller slet og ret for lav motivation? Og hvad kan der i givet fald gøres for at fremme bøn og bibellæsning? Måske det skulle tages mere med – i opmuntringens form – i forkyndelsen?!

Det er også vigtigt at skelne imellem bibellæsning og bøn, fordi forkyndelsen trods alt minder mere om bibellæsningen, end bønnen gør. Man kan fx bedre forestille sig, at et kristent menneske kan ”overleve” åndeligt set, dersom forkyndelsen har afløst bibellæsningen, end hvis den har afløst bønnen.

Ikke desto mindre er der for os at se en meget vigtig sammenhæng mellem bøn og bibellæsning på den ene side og forkyndelse på den anden side. Hvad betyder det fx for modtagelsen af forkyndelsen, hvis tilhørerne ikke i nævneværdig grad for- og efterbearbejder forkyndelsen i deres personlige bønsliv? Eller udtrykt positivt: Der vil givetvis være et større åndeligt udbytte af forkyndelsen, dersom tilhørernes bøn blev en næsten selvfølgelig praksis omkring forkyndelsen.

Forkyndelse på nettet har nok et stykke på vej afløst de traditionelle andagtsbøger. I det hele taget er den klassiske andagt under heftig forandring i disse år. Derfor er det også her vigtigt, at kampen ikke føres for at bevare en tidsbestemt form for ”andagtsstund”, men at der arbejdes på at udvikle nye former i form af læsemakkerskab, bedegrupper og lytten til bibelteksten i indtalte lydudgaver.

Forkyndelsen skal også lægge op til samt motivere og hjælpe tilhørerne til selv at møde bibelteksten. Måske vil mere bibelundervisning give smag på det og motivere for at gå videre selv.

Desuden er der den sammenhæng mellem forkyndelse og bibellæsning, at det bliver vanskeligt at give en bibelsk bedømmelse af forkyndelsen, hvis man ikke selv læser i Bibelen. Derimod vil der opstå en positiv spinnoff-effekt, når forkynderen og en flok bibellæsende tilhørere møder hinanden.

Man kan overveje, om det forhold, at forkyndelsen står stærkt, mens den personlige bøn og bibellæsning står svagt, er udtryk for en form for åndelig dovenskab. Måske er det mere nærliggende for tilhørerne at ”tørre deres åndelige liv af” på forkynderne, mens de er for tilbageholdende med at tage ansvar for det selv, fx via bøn og bibellæsning.

I hvert fald er det frugtbart, når bedende og bibellæsende tilhørere lytter til forkyndelse og kommer i interaktion med forkynderen. Udbyttet vil normalt blive større for begge parter. Der kommer flere relevante spørgsmål fra tilhørerne. Der bliver mere at dele med hinanden, og hvis tilhørerne selv er bibellæsere, vil disse kunne give forkynderen et mere kvalificeret mod- og medspil.

Læs mere  i rapportens niende kapitel. Download hele rapporten her.