For at få tilhørernes og forkyndernes egen vurdering af, hvad der for dem at se karakteriserer den aktuelle forkyndelse, lod vi dem – uden at de skulle skelne mellem form og indhold – skrive de karakteristika, som springer mest i øjnene på dem. Desuden har vi i analysen af de 138 manus rejst en række spørgsmål, der er med til at karakterisere den forkyndelse, som vi møder i disse manus.

Her er de vigtigste pointer.

Stor forskel på forkyndernes og tilhørernes vurdering

Der er stor forskel på, hvordan tilhørere og forkyndere vurderer, om forkyndelsen er relevant for hverdagslivet, vedkommende og konkret, samt om den retorisk set er god, pædagogisk og tydelig. Forkynderne mener, at deres forkyndelse er karakteriseret ved at være relevant, vedkommende og konkret, mens kun ca. halvdelen af tilhørerne deler denne opfattelse. Endvidere mener forkynderne, at det næstmest karakteristiske for deres forkyndelse er, at den retorisk set er god, pædagogisk og tydelig, mens det kun er det 10. mest karakteristiske for tilhørerne.

Det interessante i denne forbindelse er egentlig ikke, om tilhørerne eller forkynderne har ret; men at det ikke nytter noget, at forkynderne vurderer, at deres forkyndelse er relevant og pædagogisk, når en meget stor gruppe af tilhørere ikke mener, at den er det. Det overraskende er heller ikke, at forkynderne vurderer, at deres forkyndelse er relevant og pædagogisk, men at tilhørerne ikke deler denne vurdering. For det er vel forkynderne, som må orientere sig ud fra tilhørernes vurdering, ikke omvendt.

Naturligvis kan der også være forhold, som tilhørerne skal gøre noget ved – fx i højere grad gå i dialog med forkynderen – for at der kan blive en mere samstemmende vurdering af forkyndelsens relevans og pædagogiske kvaliteter. Men det bliver primært forkynderne, som må ændre på nogle ting i deres forkyndelse for at højne relevansen af og de pædagogiske kvaliteter i forkyndelsen.

Undersøgelsen har i hvert fald bidraget til at bringe et misforhold frem i lyset, som herefterdags bør skabe motivation hos – en stor gruppe – af forkynderne med hensyn til at arbejde med det formidlingsmæssige.

Tekstnær og Kristuscentreret

Da forkyndelsen skulle vurdere, så vi, at ”Bibeltro/tekstnær/ bibelfunderet” blev vægtet højere end ”Troen på Jesus/Jesu gerning for os/Kristuscentreret”, men til gengæld kan især kendetegnet ”Frelse og/eller nåde”, der har relativ stor vægt blandt både tilhørere og forkyndere, siges at være nært knyttet til ”Troen på Jesus/Jesu gerning for os/Kristuscentreret”, ja, måske burde de to kendetegn have været slået sammen.

I rapportens kapitel 5 fremgår det, at ”forankring i Bibelen” vægtes højere end ”hvad Kristus har gjort for os”. Til gengæld er det sidste spørgsmål specifikt rettet imod ”påskens begivenheder”, mens det første er bredere og mere overordnet. Havde vi nu spurgt, om forkyndelsen var Kristus-centreret, ville vi muligvis have fået en højere procent.

Disse data gør det i hvert fald relevant at se på forholdet mellem det tekstnære og det Kristuscentrerede i forkyndelsen. Det handler ikke om, at enhver forkyndelse skal igennem en kværn eller bedømmes ud fra et stift skema. Det handler heller ikke om, at der skal siges ”teksten” eller ”Jesus” et bestemt antal gange.

Derimod er der tale om en form for indre liv i forkyndelsen, hvor både bibelteksten og Jesus Kristus er som en understrøm, en udtalt eller uudtalt forudsætning for det hele. De to må ikke spilles ud imod hinanden, da de er som fuglens to vinger, der forudsætter hinanden. Derfor er det så vigtigt, at de begge fastholdes, og at de befrugter hinanden.

Det tekstnære handler om at udfolde hele Bibelens tale og gøre det i troskab mod teksten. Vi vurderer fx, at der er et stort behov for at formidle den store bibelske fortælling til de yngste generationer, som ikke kender den så godt som de ældste. Det Kristus-centrerede handler om at lade Kristus være den akse i tilværelsen og troen, som han vitterlig er, så tilhørerne over tid opbygges i en levende relation til ham.

Kristus skal fastholdes som forkyndelsens centrum, jf. Hebr 1,1-3:

”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord.”

For det er dåben til og troen på Jesus Kristus, der frelser. Ikke en formel bibeltroskab.

Skriften skal fastholdes som forkyndelsens kilde, fordi vi netop kender Kristus gennem Skriftens vidnesbyrd om ham. Det er Skriftens Kristus, vi tror på. Bibeltroskaben er så vigtig, for uden den står vi i overhængende fare for at miste livsforbindelsen til verdens frelser, vor Herre Jesus Kristus. Hvilken fare der så er størst for den enkelte forkynder og for de enkelte forkyndelsesfællesskaber, må hver enkelt seriøst overveje. Nogle står mest i fare for det ene. Andre for det andet. Men mister man den ene dimension, mister man på sigt også den anden.

I bibelkritiske miljøer er faren typisk størst for at miste forankringen i Skriften. I bibeltro miljøer – som denne undersøgelse især er forankret i – er faren for at miste forankringen i Kristus nok størst. Enten ved at troen størkner i død bogstavtro eller ved, at den størkner i et meget smalt, stereotypt billede af Kristus, som netop ikke ser ham som hele livets og hele troens omdrejningspunkt. Men alvoren for både bibelkritikere og bibeltro er, at hvis man i praksis mister Skriften eller Kristus, mister man dem begge.

Du kan læse mere dybdegående om, hvad der karakterisere den aktuelle forkyndelse, ved at læse rapportens sjette kapitel. Download hele rapporten her.