Tese: Evangeliet kan ikke forkyndes af et hovmodigt menneske

|Leif Andersen, lektor på Menighedsfakultetet og rejsepræst i Indre Mission|

 

 

Leif-i-haven-juni-2011-komp-300x300Hvorfor nu det? Handler evangeliet ikke netop om tilgivelse af synd? Skal det ikke netop forkyndes af syndere for syndere? Hvorfor skulle så lige hovmod stå i særklasse?

Og: Hvilken forkynder kan helt sige sig fri for hovmod?

Er denne ”tese” så ikke dødfødt?

1) Jo, hovmod står faktisk i særklasse. Blandt alle slags synder, vi kan begå og begår, er hovmodet selve ursynden fra Edens have: trangen til at være som Gud. I stedet for at tilbede Gud.

Al anden synd springer ud af hovmodets ursynd. Men derfor er det også hovmodet, der holder os borte fra tilgivelsen! Hovmodet er farisæerens grundholdning. Det forhindrer os i at angre.

2) Forkynderen er specielt udsat for hovmodets fristelse.

Det kan godt være, at vi er syndere blandt syndere og ikke er bedre end andre. Men det kan jo også tænkes, at forkynderen på dette punkt er værre end andre!

Når man står på en talerstol og ser ned på folk, er fristelsen overvældende til netop at se ned på dem: De har ikke min indsigt. De har brug for min vejledning! Ret beset står jeg vel egentlig helt heroppe, fordi jeg står Gud nærmere.

3) Fristelsen til hovmod kommer også af fristelsen til magt.

Et hovmodigt menneske kan være en fremragende kirurg eller en fremragende forsker. Også en fremragende teologisk forsker. Men ikke en fremragende forkynder. For man kan ikke forkynde for mennesker, man ikke respekterer.

Derfor er prædikantens ”æresyge”, vores evindelige behov for ros og bekræftelse, ikke blot forfængelighed eller præstationsangst. Det er selve den dæmoniske fristelse fra Edens have: fristelsen til at være som Gud.

4) Derfor hjælper det ikke noget, at æresygen er så almindelig iblandt os. Det hjælper ikke, at vi ”alle er i samme båd”, hvis båden synker.

Det eneste, der kan gøre æresygen ufarlig, er, at den erkendes, bekendes og bekæmpes som synd.

Det er sandt, at ingen af os kan sige sig fri for hovmodets fristelse. Og vi falder alle i med et brag. Men der er nu engang forskel på at falde i synden og leve i synden. Hvilket også gælder ursynden.

At synden altid lever i os, betyder ikke, at vi lever i den! Man ”lever i” synden ved at slutte fred med den. Ved at nægte at erkende den. Nægte at bekende den. Nægte at bekæmpe den.

5) Vores indvortes krig imod hovmodet er derfor en udløber af selve evangeliets krig imod selvretfærdighed!

Det er en tragisk, men hyppig misforståelse af frelsen, at det skulle være synden, der fører til fortabelse. Det er ikke toldere og skøger, men farisæere og skriftkloge, der går fortabt. Ikke synden, men selvretfærdigheden fører til fortabelse! Det er det, der ligger i selve trosretfærdiggørelsen.

Igen og igen viser det sig, at så længe man kun kender læren om trosretfærdiggørelsen fra dogmatikken, så forstår man den ikke! – om så man kan den forfra og bagfra. Man forstår den først, når man kender den fra egen kamp imod egen selvretfærdighed.

6) ”Gud, jeg takker dig for alt, der knækker mit hovmod.”

Dette er derfor en af de vanskeligste og vigtigste bønner, jeg kender som forkynder.

Der findes præster, der er blevet ødelagt af beundring. Og der findes præster, der er blevet reddet af en omsorgsfuld kritik.

Den gode forkynder må derfor lære at leve med kritikkens lidelse. Og ordet ”lidelse” er ikke nogen overdrivelse her.

Beundrings-begæret er et bundløst hul. Man skulle tro, at når man er blevet meget bekræftet og beundret i tilstrækkelig grad, så gør det til sidst ikke så meget selv at få kritik eller at opleve andre blive bekræftet og beundret – men nej: Man er stadig lige så smålig, lige så ømfindtlig. Hvilket bekræfter, at det både er noget dæmonisk og noget dybt neurotisk.

Jo, jeg tror virkelig, at indledningens tese holder: Evangeliet kan ikke forkyndes af et hovmodigt menneske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.