Kan jeg invitere naboen med?

|Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen|

 

 

Bodil2015webHvad siger det om forkyndelsen, hvis trofaste tilhørere ikke føler sig tilskyndet til at invitere deres nabo eller kollega med, for de har på forhånd afgjort, at de alligevel ikke får noget ud af?

Man skal være varsom med at drage for store konklusioner ud fra statistiske undersøgelser. Også når det gælder ”God forkyndelse–undersøgelsen”. Men man kan godt se tendenser. Det er bemærkelsesværdigt, hvor stor forskellen er mellem ”tilhørere” og ”forkyndere”, når det gælder især ét spørgsmål, nemlig det der lyder: ”Er det muligt for ikke-kirkelige tilhørere at forstå forkyndelsen?”. På spørgsmålet om, hvor godt forkyndelsen kan forstås af mennesker, som ikke er en del af kirke- og missionshusmiljøet, er forkynderne langt mere positive, end tilhørerne er. 79 % mener at deres egen forkyndelse godt kan forstås af ikke-kirkelige tilhørere. Til sammenligning svarer kun 40 % af tilhørerne, at deres ikke-kirkelige nabo vil få noget ud af det, som siges. Nogle af er uafklarede, men hele 23 % mener, at forkyndelsen ikke vil blive forstået af mennesker, som ikke har deres gang i det kirkelige miljø.

Der er helt sikkert flere forklaringer på forskellen. Er det en lidt dårlig undskyldning for så heller ikke at invitere naboer og kollegaer med: ”De vil alligevel ikke få noget ud af det. De har ikke forudsætningerne for at forstå, det som siges.” Oplever tilhørerne, at der er for langt mellem de problemstillinger, som vendes i kaffepausen på arbejdspladsen, og det som tages op i forkyndelsen? Og slutter man så, at naboen lige så godt kan udeblive? For det er jo ikke de ikke-kirkelige selv, der har svaret, at de ikke forstår, hvad der siges. Dem mangler vi i undersøgelsen.

Er forkynderne for positive overfor, at deres forkyndelse når frem – også til dem, som ikke har særlige kirkelige forudsætninger for at forstå den – fordi de selv kun sjældent er en del af samtalen på en helt almindelig arbejdsplads og har for lidt føling med de spørgsmål, som drøftes uden for en kirkelig ramme?

Er det sproget, der er for indforstået eller er det selve budskabet, som mangler et tilknytningspunkt i naboens hverdag og derfor rammer forbi.

Uanset hvor forklaringen på forskellen mellem tilhører og forkynder er, peger undersøgelsen på en udfordring, som begge grupper bør forholde sig til. Nogle af os skal som tilhørere genfinde ønsket om eller nøden for, at også dem, der ikke ellers er genstand for forkyndelsen, bliver inviteret med og får mulighed for at høre.  Som forkynder får jeg ofte at vide af arrangørerne, at de ønsker en forkyndelse, som også ikke-kirkelige kan forstå. Men de fleste gange er de ikke-kirkelige enten ikke inviteret med, eller har takket nej. De er der i hvert fald ikke. Jeg tror forklaringen oftest er den første. Hvis vores problem er det, som siges, må vi gå i dialog med forkynderen. Men hvis problemet snarere er rammen og kulturen omkring forkyndelsen, må vi selv tage ansvar. Et budskab vil altid farves af den kontekst, det lyder ind i, og den samtale, som det følges op af. Er det ugentlige møde i missionshuset mest en onsdagsaktivitet, hvor jeg møder vennerne, og er gudstjenesten en god måde at starte søndagen på – for mig. Begge dele er gode ting, men hvad blev der af missionsaspektet?

Som en der også får lov til at forkynde ved jeg, at jeg for ofte tillader mig selv at bruge for kodeord uden at udfolde, hvad de er koden til. Jeg kan bruge ord som ”evangeliet” eller udtryk som ”Jesu død på korset” og ”Guds barmhjertighed og nåde” som knapper, der kan trykkes på over for tilhørerne i tillid til, at de udløser de tilsigtede associationer. Er det en blanding af dovenskab og et misforstået ønske om, at forkyndelsen skal være ”bibelsk forankret”. Det skal forkyndelsen, men det sikres ikke ved brug af bestemte ord og udtryk.  Det kræver, at vi som forkyndere får bibelens budskab ind under huden, så vi kan få det ud gennem munden, så det når frem til ørene på tilhørerne og høres relevant og vedkommende i forhold til, hvad der ellers rører sig i deres liv. Og her er der måske ikke så stor forskel på, hvad der er relevant og vedkommende for kirkelige og ikke-kirkelige tilhørere. At forkynde så også ikke-kirkelige tilhørere forstår budskabet er ikke et spørgsmål om at tale ned eller tale enkelt, men snarere tale relevant i forhold til, hvor de er, og hvad deres spørgsmål er.

Og i den forbindelse: Måske er dumme TV-serier og venteværelsets ugeblade ikke kun spild af tid!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.