Forkynd: Frelst med formål

|Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen|

 

 

Arne2015webHvilken værdi har vores forkyndelse, hvis ikke den fører til en tættere efterfølgelse af Jesus?

Den befaling Jesus efterlod os med, var at gå ud i al verden og gøre mennesker til disciple af ham – idet vi lærer og døber. Jesus’ sigte med både undervisning og forkyndelse er klar: Den skal føre til discipelskab.

Nu ved jeg godt, at der hurtigt kan gå buzzword-bingo i den, når man taler discipelskab. Sammen med ordet missional er der vel ikke et hottere ord i lige nu, som man helst skal have flettet ind i hver anden sætning, hvis man vil være noget ved musikken i dansk kirkeliv.

Men discipelskab er et godt bibelsk ord for det at være kristen, fordi ordet indkapsler det dobbelte aspekt af både tilhørsforhold og efterfølgelse.

Derfor er det også ganske interessant – nogle vil måske endda sige skræmmende – at vores igangværende undersøgelse af, hvad god forkyndelse er, viser, at tilhørere rangerer discipelskab/efterfølgelse som nummer 11 på prioriteringslisten over det, som kendetegner god forkyndelse. Hos forkynderne kommer den ikke engang ind på en top-12.

Hvad siger det om vores forkyndelse?

I en teologisk term handler det om helliggørelsen – altså om 3. trosartikel, om det Helligånden gør. I de kristne sammenhænge jeg har tilbragt det meste af mit liv, har jeg – så vidt jeg kan vurdere – for det meste modtaget en sund forkyndelse, hvor retfærdiggørelsen har stået meget stærkt. Det vil ikke undre nogen, når jeg så fortæller, at jeg har baggrund i en sund sognekirke, Indre Mission og Luthersk Mission krydret med KFS. Og lad mig ikke efterlade nogen i tvivl: Jeg er dybt taknemmelig over de mennesker, som har været med til at forkynde troen frem hos mig.

Samtidig må jeg også bekende en vis frustration i bakspejlet. For jeg skulle et godt stykke op i mine tyvere inden jeg blev konfronteret med sammenhængen mellem min tro på Jesus – og så efterfølgelsen. Det vil være unfair at hævde, at jeg ikke mødte forkyndelse om efterfølgelse og discipelskab i de omtalte sammenhænge, men det som ofte i en bisætning. I grove tilfælde oplevede jeg bevidste fortielser.

I det Første Testamente finder vi beretningerne om Israels folk, som befries fra slaveriet i Egypten og ledes hen til Sinai-bjerget, hvor de modtager loven. Den første beretning er anledning til den første påske – den anden beretning til den første pinse. I jødisk tradition hænger de to begivenheder sammen. Gud befrier ikke sit folk fra slaveriet i Egypten til blot at vandre hvileløst rundt i ørkenen. Gud befrier dem til et formål: De skal være et vidnesbyrd om, hvem Gud er! Det er derfor, Gud giver dem loven, og det er derfor, han bliver vred, når de bryder den, fordi så er de ikke længere et sandt vidnesbyrd om, hvem han er.

Det er ikke en tilfældighed, at Jesus korsfæstes under jødernes påskefest. Det er heller ikke en tilfældighed, at Helligånden kommer over disciplene, mens alle pilgrimmene er samlet i Jerusalem til shavuot; det vi fejrer som pinse.

Præcis som Israels folk er du og jeg ikke frelst af nåde til et ellers formålsløst liv. Vi er frelst med et formål: Vi skal være et sandt vidnesbyrd om, hvem Gud er. Og vi er ikke alene, for vi har fået Helligånden til at hjælpe os. For vi har alle en plads i Guds mission.

Fra Guds side er det ment til at hænge sammen. Men hvordan ser det ud i vores forkyndelse?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *