Kristoffer Bruun Simonsen afleverede i sommeren 2015 specialet “Hvad er god forkyndelse? – en stemme fra dem der lytter” på teologi med afsæt i materialet fra Projekt God Forkyndelse. Det har vi fået lov til at dele her på siden. Her under kan du læse indledningen samt høre og se Kristoffer fortælle om sine opdagelser i en lille video. Kristoffer Bruun Simonsen er fra foråret 2016 ansat som sognepræst i Fredericia.

Download specialet her.

Video lavet af Jonas Bock Nielsen fra vidnesbyrd.dk:

Indledning fra specialet

I 2014 gennemførte Projekt God Forkyndelse (PGF) en stor empirisk undersøgelse af den aktuelle forkyndelse i Danmark. PGF består af et samarbejde mellem elleve organisationer, som alle repræsenterer den kirkelige missionske højrefløj. Ifølge denne undersøgelse svarer 42 % af tilhørerne, at de kun sjældent eller halvdelen af gangene får meget ud af den forkyndelse, de lytter til. Det er en høj andel set i lyset af, hvor stor betydning prædikenen har haft for hele den kristne kirke, ikke mindst i den lutherske kirke. I præsteløftet for Den danske Folkekirke lyder det; “at jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt”. Dette løfte er historisk set blevet fortolket sådan, at fokus har været rettet mod prædikenens teologiske indhold. Men denne fortolkning er i de seneste år blevet problematiseret i den nyere vestlige homiletiske forskning, fordi det ifølge Ph.d. i praktisk teologi ved Aarhus Universitet, Marianne Gaarden, “implicit blev forudsat, at prædikantens ord var identisk med tilhørernes reception”. Denne problematisering har medført en udbredt tendens til at sætte tilhøreren i centrum. Det afgørende er ikke, hvad prædikanten siger, men hvad tilhøreren hører. Dette medfører en øget empirisk tilgang, frem for en dogmatisk. For det er gennem empiriske undersøgelser, at vi lærer noget om, hvilken type forkyndelse, der virker ifølge tilhørerne. Men som den tidligere rektor på Folkekirkens Pædagogiske Institut, Eberhard Harbsmeier, understreger:

Det er dog en misforståelse, at empirisk konstateret tilhørerbehov eller -adfærd uden videre skulle være målestok for den rette prædiken. Dette ville endog i reklamebranchen være en kortslutning: Man kan jo også skabe behov, og det er ikke selvsagt, at et konstateret behov skal tilgodeses. Empirisk homiletik giver kriterier for en bedre prædiken – men erstatter ikke det teologiske valg.

De empiriske resultater kan altså ikke stå alene, men skal tages til efterretning i et tæt samspil med den teologiske refleksion. Det teologiske valg kan dog ikke bruges som undskyldning for at lukke ørene for tilhørernes stemme. For tilhørerne er aktive og ansvarlige medspillere i hele formidlingsprocessen – hvis tilhørerne trækkes ud af ligningen,
mister forkyndelsen sin relevans.

Begrebet ‘forkyndelse’ er centralt for hele denne undersøgelse, hvorfor en definition er nødvendig. Da jeg i denne fremstilling vil tage udgangspunkt i den empiriske undersøgelse, som er foretaget af PGF, vil jeg følge deres definition på forkyndelse:

‘Forkyndelse’ [defineres] som overvejende monologisk formidling af Guds ord. Og ‘god forkyndelse’ defineres foreløbig som bibelsk, frigørende og forpligtende forkyndelse med henblik på hverdagen og evigheden.

Med betegnelsen ‘bibelsk’ angives grundlaget for og substansen i forkyndelsen, mens ‘frigørende’ og ‘forpligtende’ angiver virkningen af forkyndelsen. I disse betegnelser ligger formentlig flere nuancer af spændingen mellem lov og evangelium. Ordene ‘hverdagen’ og ‘evigheden’ angiver det dobbelte perspektiv for forkyndelsen – at den både skal indeholde konkrete nedslag og pege frem mod målet.

Der er flere grunde både praktisk og teologisk til at skelne mellem forkyndelse og prædiken. I denne opgave har jeg valgt primært at benytte ordene ‘prædiken’ og ‘prædikant’, fordi disse begreber beskriver en mere snæver kontekst. Når jeg har brugt ordet ‘forkyndelse’, fokuserer det på prædikenens indhold; det, som adskiller prædikenen fra blot
at være en almindelig tale. For “man kan med god ret også tale om forkyndelse andre steder end i den overvejende monologiske prædiken eller kristne tale. Kristen forkyndelse kan fx finde sted på tomandshånd, i vidnesbyrd og lovsang eller under bibellæsning”.