Den dårlige, den gode og den med spørgsmålstegnet

|Ole Andersen, generalsekretær i Ordet og Israel|

 

 

OleAndersenKan man inddele prædikener i tre typer? Og kan man tilmed tillade sig at kalde den ene god og den anden dårlig? Det er helt sikkert for sort-hvidt, og nogle vil med god grund kunne blive sure, men nu vover jeg alligevel pelsen. Fordi jeg tror, at der ligger en vigtig udfordring til forkynderne gemt i sagen.

Den første type er den prædiken, som ofte er blevet beskrevet med ordene: ’Forkynderen gik ud fra en bibeltekst, men vendte aldrig tilbage til den’. Ja, i virkeligheden hang ikke engang prædikens start måske sammen med bibelteksten.

Inspirationen til den slags prædikener kan hentes alverdens steder: Film, litteratur, aktuelle begivenheder i verden eller i andedammen, naturens gang eller forkynderens eget sind.

Budskabet kan hentes de samme steder.

Det er denne type, jeg her tillader mig at kalde dårlig.

Den anden type er ikke dårlig, men jeg er alligevel ikke glad for den. Den er den type prædikener, der bruger en bibeltekst. Karikeret sagt: Forkynderen har et budskab, og så finder han en tekst, der siger det samme, eller i hvert fald kan bruges til at sige det samme.

Når jeg siger, at denne slags prædikener ikke er dårlig, skyldes det, at budskabet jo kan være super – både bibelsk og dogmatisk!

Problemet er bare, at den slags prædikener rummer en fare for at gøre forkynderen til herre og bibelteksten til redskab. Det er forkynderen (eller forkynderens dogmatik), der bestemmer budskabet.

I værste fald låner forkynderen bare Bibelens autoritet til at bekræfte sit eget budskab.

Måske tager jeg fejl, men jeg fornemmer, at især prædikener over Det Gamle Testamente kan blive af denne type. I stedet for at arbejde med bibeltekstens egen betydning og budskab forsøger forkynderen ihærdigt at presse teksten, så den kan bruges til at forkynde et budskab, der kommer et helt andet sted fra (fx fra dogmatikken).

Da budskabet jo for så vidt kan være både sandt og på sin plads, men da metoden gør forkynderen i højere grad end Bibelen (for ikke at sige Bibelens Gud!) til afsender, tillader jeg mig her at kalde denne type prædikener for ”den med spørgsmålstegnet”.

Den tredje type – den gode – er i mine øjne den prædiken, hvor forkynderen gør sig selv til tjener for bibeltekstens budskab. Han begynder med at arbejde med bibelteksten – historisk, litterært, konteksten, sammenhængen med andre bibeltekster osv. Derefter bøjer han sig så dybt for Bibelens autoritet, at han vælger at gøre netop det budskab, som nu er hovedbudskabet i denne bibeltekst, til hovedbudskabet i sin prædiken. Eller i det mindste: vælger ét af de budskaber, der måske findes i bibelteksten.

Der skal være plads til forskellige typer prædikener!

Men jeg vil altså gerne slå et slag for den mere ’eksegetiske’ prædikentype.

Som tilhører er det altså befriende, når jeg sidder på stolen og føler mig trøstet eller tiltalt af Gud gennem bibelteksten – og ikke bare af forkynderen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *