Bibelteksten og konteksten

|Robert Bladt, generalsekretær i KFS|

 

robertbladtVed et nylig afholdt arrangement i København arrangeret af KFS, deltog en kvinde i 40’erne. Hun havde sat sig på forreste række for at høre to talere, en kristen og en ikke-kristen, samtale om emnet ”Er menneskerettigheder årsagen til eller medicinen imod terror?” Hun var specialestuderende og i færd med at skrive om menneskerettigheder. Mens hun venter på, at arrangementet skal gå i gang, slår hun op i programmet og opdager, at det er en kristen organisation, der står bag. Hun begynder at kigge sig rundt og tænker: ”Hvordan kommer jeg ud?” Men talerne er allerede gået på scenen, og hun beslutter, at hun vil bide tænderne sammen og sidde arrangementet igennem.

Ved receptionen bagefter sagde hun: ”Jeg har aldrig før været opmærksom på betydningen af Jesus og kristendommen for menneskerettigheder. Det var interessant, og for første gang gav det mening for mig. Jeg kan ikke sige, at jeg tror på Jesus, men nu har jeg fået tro på kristendommen.”

Denne kvinde har ikke lyttet til kristen forkyndelse i traditionel forstand, men til en samtale, hvor en kristen bidrog. Hun er heller ikke blevet præsenteret for det centrale evangelium. Alligevel har hun gjort sig en afgørende erfaring: Jeg kan møde Jesus og kristendommen med en forventning om, at de har noget vigtigt relevant at sige mig og den verden, jeg lever i.

Denne forventning er der rigtig mange, som ikke længere har. Vi, der kender Jesus, møder dem og deres negative forventninger på studie, arbejdsplads, i kirken når der er barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse og i medierne. Kristendommen har ikke noget relevant eller vigtigt at sige mig eller den verden, jeg lever i.

Vi skal ikke møde den negative forventning i ret lang tid, før den smitter at på vores egen forventning til kristendommen og vores frimodighed til at leve åbent med vores tro. Vi, der kender Jesus, har brug for at mærke, at forkyndelsen giver svar ikke blot til mig, men også til dem omkring mig.

Desværre bliver vores negative forventninger nogle gange bekræftet af forkyndelsen. Det sker, når forkyndelsen bliver hverdagsfjern, mundlam i forhold til mine oplevede problemer eller bare fordi den ensidigt forholder sig til bibelteksten uden at forholde sig til konteksten.

God forkyndelse må forholde sig til begge dele, hvis den skal være god. Kun hvis vi forkyndere er lige så gode til at afkode det, vi møder i avisen, kulturen og personlige samtaler, som vi er til at afkode bibelteksten, kan vi gøre os håb om gennem forkyndelsen at give verden det, den har mest brug for: Evangeliet om Jesus Kristus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.