Afstanden mellem virkelighed og forkyndelse – forkyndelsens ild

|Henrik Højlund, sognepræst i Løsning og formand for Evangelisk Luthersk Netværk|

 

 

henrikDen svenske forfatter Per Olov Enquists skrev for nogle år siden en roman, Lewis rejse, med afsæt i virkelige begivenheder omkring den store svenske pinseleder Lewi Pethrus og hans venskab med forfatteren Sven Lidmann. I bogen reflekterer fortælleren, Efraim, over bruddet mellem Pethrus og Lidmann og alt det, som det rev med sig:

”Hvorfor hænger det ikke sammen længere. Hvad var det, vi gjorde. Hvorfor var afstanden mellem virkeligheden og sproget så stor, i sproget skete alt mulig, og uafbrudt, ved Guds nåde, Åndens indgydelse og gennem Jesu trøsterige nåde… ”

Den virkelighed, forkyndelsen malede frem, kom i utakt med virkeligheden i øvrigt.

Jeg tror, mange har oplevet noget, der ligner. Som om alt det, man lytter til i forkyndelsen handler om én slags virkelighed, som kun gælder i kirke og missionshus, sammen med troens folk, men til hverdag befinder man sig i en anden virkelighed.

Og man kan sidde som tilhører og føle sig stærkt anfægtet. Anfægtet over sig selv. ”Der er noget galt med mig, når jeg ikke føler mig opløftet af dette. Det er jo sandt, hvad der siges. Hvorfor sidder jeg så her og bliver frustreret, ligeglad, har mest lyst til at gå…?”

Jeg tror, det afdækker et problem, som findes et andet sted end hos tilhøreren, nemlig i forkyndelsen og hos forkynderen.

Forkyndelsen ligner mere og mere et system af koder og klichéer, der ligesom fremmaner sin egen verden og virkelighed. Systemet skal bare gentages, for at det skal lyde rigtigt, og for at fornemmelsen af, at den sandhed forkyndelsen taler om, skal føles virkelig.

Det udfordrer forkyndelsen og forkynderen på to måder:

–          Forkyndelsen skal være sat i brand af den virkelighed, gudsordet selv sætter. Det må ikke bare være lidt røg og aske af ord, som engang var i den tætteste forbindelse med gudsordets egen ild, men som nu mest er forbundet med ord, der længe bare har efterlignet ilden. En forkyndelse, der brænder, skyldes en forkynder, der gang på gang kæmper en jakobskamp med Gud og hans ord.

–          Forkyndelsens brand skyldes også dens stærke forbundethed med virkeligheden, som vi kender den fra dag til dag. Tilhøreren skal mærke, at det angår mig lige midt i min virkelighed. Ja, den brand gudsordet tænder i forkynderen, skyldes, at gudsordet slår lige ned i hans egen virkelighedserfaring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.